Gensyn med Afrika
Gensyn med Afrika

Rejseplan

Dagbøger

Billedgalleri

Billedshows

Baggrundsinformation

 

Denne side blev sidst opdateret 2007.11.21

Afrika? Tanzania? Wow! Men hvorfor rejse lige netop til Tanzania, når der er så mange spændende steder, man kunne rejse til?

"Jeg har efterhånden været et antal gange i Tanzania. Første gang var i 1974, hvor min far, Torben, arbejdede i Dar es Salaam i et lille års tid. I maj/juni var min mor, min søster og jeg selv nede at besøge min far i en måneds tid. Jeg var 12 år dengang. Det var en fantastisk oplevelse.

Som del af mit speciale på civilingeniørstudiet var jeg i 1989 i Tanzania for at lave et case-studie af Danidas store vandprojekt. I tre måneder rejste jeg rundt i den sydlige del af Tanzania (Dar es Salaam samt regionerne Iringa, Mbeya og Songea) og besøgte forskellige dele af projektet. Jeg kom rundt til en række steder, som ligger et godt stykke fra alfarvej, for nu at sige det mildt.

Endelig var jeg i 1992-94 udsendt som udviklingsarbejder (tidl. kaldet ulandsfrivillig) gennem Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg arbejdede her ved en slags teknisk skole, Community Development Technical Training Institute, i den lille by Missungwi, lige syd for Viktoria-søen. Mit arbejde bestod i at undervise i landmåling. I denne periode kom Mai-Britt og Theis og besøgte mig et antal gange. Theis var kun 10 måneder gammel, første gang han var i Tanzania, og han fyldte to år kort før vi rejste hjem. Jeg boede i et hus, som var stillet til rådighed af de lokale myndigheder, et hus som jeg efterhånden fik forbedret til næsten dansk standard, d.v.s. vandforsyningen var baseret på regnvand, el-forsyningen var på tolv volt, leveret af et solcellepanel. På denne måde prøvede vi at leve et dagligliv, som selvfølgelig var meget anderledes end de lokale tanzanianeres, men også meget anderledes end en dansk hverdag. Vi rejste en del rundt og så en masse, meget forskellige dele af dette store, fantastiske og meget fascinerende land." - Knud Henrik

Vi skal nu ned og gense nogle af de steder, vi har været før, se hvordan tingene har udviklet sig. Men vi skal også se en masse, som vi ikke har set før.