Theis's dagbog 14 juni 2006 - Dag 13-31

< Forrige   Næste >

Gensyn med Afrika

Rejseplan

Dagbøger

Billedgalleri

Billedshows

Baggrundsinformation

 

Denne side blev sidst opdateret 2007.11.21

Dag 13 (25/5-06)

I dag er mors fødselsdag. Vi tog til Ngorongoro-krateret, som er et "Conservation area", der er meget frodigt, i midten er der en sø, som selvfølgelig er salt, så der er flamingoer, men i resten af krateret er der græssavanne, og der lever en masse dyr. Vi startede turen med at se Thomson's gazeller og zebraer, men så så vi en masse turister, kørte hen til dem og så, at de kiggede på to næsehorn. Bagefter fandt vi et par flodheste og et par løver. Efter at vi var stoppet, kom den ene løve hen til os, fulgt af tre andre hunner og en han løve, som alle sammen kom meget tæt på bilen (se selv i billedgalleriet). Vi så også hyæner og en sjakal.

 Dag 14 (26/5-06)

I dag er Lea's fødselsdag. Vi tog til Serengeti National Park, Tanzanias største nationalpark på næsten 15.000 km2, men vi skulle først ud af Ngorongoro. I starten var der frodigt, men det varede ikke ved, selvom der stadig var flest dyr her. Da vi kom til Serengeti var græsset grønnere, men der var færre dyr. Parken er meget græsset og der er spredt nogle sten , som en gang var små vulkaner, der er eroderet næsten væk.

Dag 15 (27/5-06)

I dag tog vi ud på Serengeti, hvor vi så en masse impalaer.

Til frokost tog vi til Seronera Wild Life Lodge og spiste, en dejlig (stor) frokost , det er et meget flot hotel (og et dyrt et), det er bygget rundt om store sten. Efter det tog vi på safari (safari betyder "tur" på swahili), hvor vi var så heldige at se nogle turister, som åbenbart havde set en leopard, men de så den ikke igen, så de kørte, vi var lige begyndt at køre, da Lea så den.

Efter det kørte vi videre og så omkring 100.000 zebraer og gnuer (så vi har set zebraer og gnuer), og da vi kørte tilbage, så Japhet en løve.

Dag 16 (28/5-06)

I dag tog vi på morgensafari, fordi vi håbede at kunne se en løve jage, men det så vi ikke. Vi så dog gnuer, zebraer og gribbe, så vi tog tilbage til campingpladsen og spiste morgenmad, pakkede sammen og tog af sted mod Mwanza (mo-an-za) Tanzanias næststørste by, der ligger som en havn i Viktoriasøen (verdens næststørste sø), hvor vi fandt et hotel, som hedder Christmas Tree Hotel, et højt hvidt hus, med tv på alle værelser, samt toilet og bad, og her har vi bestilt to værelser med en dobbelt seng i hver, men kun morgenmad til en person, til den pris af 30.000  (tanzanianske schilling = 150 danske kroner).

Dag 17 (29/5-06)

I dag gik vi tur i byen (Mwanza), en underlig følelse, fordi vejene er lavet med et meget større fortov, som er nødvendigt når der går så mange folk som der gør her, og der er nødt til at være store rendesten, fordi når det regner her, så regner det.

På et marked fandt vi nogle kamme og paletter og købte dem, og så fandt vi et sted, hvor vi spiste is, og helt tilfældigt fandt vi Japhet (som vi havde givet fri), han sad på en café. Vi fik også noget papir og nogle konvolutter, der skal bruges til indbydelser til min bekræftelse (konfirmation). Så gik vi tilbage til hotellet, som er dejligt køligt, i modsætning til ude i byen.

Dag 18 (30/5-06)

I dag tog vi på fiskemarkedet. Vi havde dog en del problemer med at finde det, og da vi fandt det, havde det ændret sig så meget, at far havde svært ved at kende det igen, hvilket nok skyldtes, at de kun havde små fisk, 5 cm lange, 1 cm tykke og 3 cm høje. Dem solgte de så i rå mængder.

Efter det fandt vi en internet-café. Imens hentede Japhet en fisk, som vi fik arrangeret at den blev tilberedt hos hans svoger, som vi kørte op til. På vejen derop så vi Bismarck Rock, en meget stor sten, omkring 4 meter og 2 meter bred og lang, som ligger oven på en anden og meget større sten. Det sjove og interessante ved den er, at det kan ses, at den ligger løst. Hos Japhets svoger gik vi en aftentur og så en masse flotte huse.

Dag 19 (31/5-06)

I dag gik vi en tur i byen, hvor vi fik købt ting, blandt andet ting til mine invitationer til min konfirmation. Ved middagstid fik vi igen frokost hos Japhets svoger, han bor ca. fire km væk fra Mwanza centrum i et hus oppe i klipperne. Vejen dertil er OK, men man kan ikke køre hele vejen, for den sidste del er fyldt med trapper og klipper. Lige bag ved huset er der en stor klippe, som der er lavet en trappe på, så man kan komme op på den og se ud over Lake Victoria, sikke et dejligt syn. Efter vi havde spist, tog vi ned og badede i søen, et sted der hed "Den Gyldne Strand". Japhet og hans svoger sagde, at der ikke er bilharzia dér, men hvis vi alligevel får det, så véd vi hvorfor.

Dag 20 (1/6-06)

I dag tog vi til Missungwi, en lille by, som far en gang havde arbejdet i. De har dog fået elektricitet og mobilmaster nu. Det hus, vi skal bo i, er et fint hus. Efter vi havde pakket ud, tog vi over på den skole, som far havde arbejdet på, husene så gamle ud og lå spredt og der var mange huse. Mor og far siger, at stedet ikke har ændret sig, og at det er lederen skyld, han hedder Mfinanga.

I dag blev jeg syg.

Dag 21 (2/6-06)

I dag var jeg blevet rask, så vi gik en tur op til en bakke, hvor mor og far engang havde siddet og set solen gå ned. Men nu havde telefonselskaberne besluttet, at her skulle være telemaster, to af de tre selskaber havde allerede én, så nu syntes Celtel, det sidste firma, at de også skulle have én, så der var ikke så meget ro, som da far og mor sad her for tolv år siden.

Deroppe mødte vi en ved navn Fau, som havde bygget fars toilet, da han boede her. Fau blev meget glad, da han så far, så efter en overlykkelig samtale gik vi tilbage til huset.

Dag 22 (3/6-06)

I dag tog vi til Rubondo Island National Park, som ligger langt fra Missungwi, så vi stod tidligt op. På vejen sejlede vi med færge og vi kom gennem Geita, som er en nogenlunde stor mineby. I byen fik vi købt ind, for man kan ikke få mad på Rubondo.

Vi sejlede til øen i en lille motorbåd. I båden var vi os fem, Japhet, en park ranger og vores kaptajn. På vejen fik vi set over tyve krokodiller. Rubondo er en stor ø, sandstrand, noget regnskovsagtigt på midten og palmer ved stranden og klipper spredt ud. Det eneste, der holdt os fra det klarevand, var krokodiller. Der var også flodheste i vores bugt.

Dag 23 (4/6-06)

I dag startede vi bålet, som nogle af dem, der arbejder her, havde tændt i går, før vi gik en tur i sydvestlig retning ind i det regnskovsagtige. Fantastisk sted, der hænger lianer fra nogle af træerne, dog kan man ikke svinge sig i dem, det er de for tynde til. Midt i skoven stak der klipper op. Vi startede med at gå ad en sti, som en eller flere elefanter også havde været på, så træerne var væltet til side. Senere kom vi til at gå i et hærmyrespor, denne gang bare ikke så gammelt. Hvor er det stygt (de bider). Lea nåede at blive panisk over for dem.

I skoven så vi sitatunga'er.

Efter aftensmad fik vi gang i bålet igen og vi fik lavet noget brød på majsmel.

Dag 24 (5/6-06)

I dag sejlede nogle gæster, som var kommer før os, væk fra øen. Efter morgenmaden gik vi i modsat retning af turen i går til en bugt ved siden af vores, hvor der er en "hundedyr" lodge, med svømmepøl, bar og alt muligt, men vi skulle bare ud til klipperne, hvor vi var et stykke tid, indtil der kom en båd. Japhet gik ned og så på den og kom tilbage og sagde, at de havde fanget en stor fisk. Så gik vi ned til stranden, hvor de, der havde fanget fisken, skulle til at veje den. Og den var ikke bare stor, den var enorm. De fik den vejet, 67 kg. Der blev vi et stykke tid og tog billeder og fik en smule af fisken. Efter det tog vi tilbage til Geita og sov.

Dag 25 (6/6-06)

I dag, efter at vi havde spist morgenmad på hotellet i Geita, tog vi af sted mod Kasulu, men da vi nåede Kasulu, besluttede vi at køre videre, så vi ankom til Kigoma, da det var blevet mørkt. I dag har vi kørt 585 km. I Kigoma havde vi problemer med at finde et sted at sove, så vi valgte Zanzibar Lodge, et dårligt valg for der var intet vand. Toilettet er grimt, klamt og det stinker, værelserne er grimme og klamme og jeg tror ikke, jeg kommer til at sove godt, for det ligger på hovedgaden. Vi gik ned for at finde noget at spise, men alt var næsten udsolgt.

Dag 26 (7/6-06)

I dag tog vi hen til Aqua Lodge for at se, om det var bedre, fordi vi havde sovet dårligt, men overfor hotellet var der et kraftværk, som larmede så meget, at vi besluttede ikke at sove der. Så vi spiste morgenmad og tog hen til Jakobsen's Beach, hvor vi håbede at kunne campere, men der var optaget. Så prøvede vi deres "Guest House", der ligger omkring 200 meter fra stranden. Stranden er med klart vand, rødt sand, ingen bilharzia eller krokodiller, og fersk vand fra Tanganyika-søen. Huset er et dejligt hus, så vi har besluttet at blive her et par dage. Vi tog til byen og købte ind, så vi kan få brun sovs (som er hvid, fordi vi ikke har noget brunt farvestof), kartofler og frikadeller, så vi leger, at det er Askes fødselsdag.

Dag 27 (8/6-06)

I dag spiste vi stor morgenmad og så gik vi ned til stranden, hvor vi badede lidt for længe, så vi blev alle solbrændte. Så vi får en meget lang nat, men heldigvis kunne vi ikke mærke, at vi var blevet brændte, før efter vi havde spist aftensmad, som vi spiste ude på en udkigsklippe. Til dessert havde jeg lavet nogle (syntes jeg i hvert fald selv) gode pandekager.

Dag 28 (9/6-06)

I dag er vores (som Japhet siger) "lazy day", fordi ingen sov godt, så vi er alle sammen trætte. Aske og jeg blev hjemme, da de andre tog ud og købte ind. Da de så kom hjem, viste det sig, at alt det, de havde planlagt, ikke virkede. De ville på internettet, men det virkede ikke, de ville ha' en fisk, men de kom hjem med en kylling, og de ville finde ud af, hvordan man kom ind i Mahale National Park, men det viste sig, at man ikke må gå tur dér, hvis man ikke er over tolv år gammel, så det besluttede de, at vi ikke ville.

Dag 29 (10/6-06)

I dag tog vi til markedet, hvor vi købte fisk og andre ting, så vi kan tage videre i morgen (tidlig). Vi gik også på internet-café, men vi var uheldige, så vi kunne ikke opdatere vores hjemmeside i dag, men vi kunne se efter mails. Da vi var færdige, tog vi hjem, slappede af mens Japhet lavede ristede peanuts. Efter vi var faldet til ro, begyndte vi at lave aftensmaden, som vi igen spiste på udsigtsklippen, og da vi alle havde spist os mætte, gik vi ned til stranden og badede.

Dag 30 (11/6-06)

I dag er rejsedag, så den blev brugt i bilen. Vi så selvfølgelig en masse, men det vil ikke være sjovt hverken at skrive eller læse om, så det gør jeg ikke.

Vi ankom sent om aftenen, det er vist ved at blive tradition, til den lille by Mpanda. Heldigvis fandt vi hurtigt et sted at sove, desværre er det ikke et meget dejligt sted. Vi fik noget at spise og opladet det elektriske grej, før vi gik i seng.

Dag 31 (12/6-06)

I dag, efter at vi havde spist morgenmad, tog vi af sted mod Katavi National Park. Et stykke ude foran nationalparken mødte vi en park ranger, som vi tog med ind. Efter vi havde slået teltet op, tog vi på safari, vi så giraffer meget tæt på, zebraer, bøfler og en masse flodheste, som var oppe af vandet, fordi det var overskyet. På vej tilbage til teltet kom vi ind midt i en skovbrand, som Japhet og den park ranger, som vi havde samlet op og taget med som guide, slukkede, sådan at kunne komme videre. Efter at vi havde kørt i branden længe, mødte vi de "brandmænd", som lavede den, overhalede dem og kørte til byen og købte ind, og tog hjem og lavede mad.